Sebastian fra Sønderborg får Musikforlæggernes Ærespris

Sebastian. Pressefoto
Sebastian. Pressefoto
23. april 2024 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

For 12. år i træk overrækker Musikforlæggerne Æresprisen til en dansk personlighed, der har gjort sig særligt bemærket i dansk musik. Gennem årene er prisen bl.a. gået til navne som Lars Ulrich, Anne Linnet, Bent Fabricius-Bjerre, Hanne Boel og Lise Cabble.

I år går prisen til sanger, sangskriver, musiker, komponist og instruktør Sebastian med det borgerlige navn Knud Grabow Christensen, der gennem sin imponerende og bredtfavnende karriere har solgt flere millioner af album, spillet utallige koncerter og komponeret musikken til en række store musicals som bl.a.  Skatteøen, Pippi og Ronja Røverdatter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sebastian, som er født i Sønderborg, har været en del af musikbranchen de seneste 55 år, og for en mand, der engang har givet koncert på Roskilde Festivals Orange Scene iført træsko, er det tydeligt, hvad han vægter højst. Det indre. Alt det, hjertet er fuld af, og som kan omsættes til sang, er det, der tæller for Sebastian – og som har bidraget til den danske sangskat de sidste fem årtier.

”Sebastians musik har på en eller anden måde været i berøring med de fleste danskeres liv. Hans blændende gode melodier, de vedkommende tekster og hans evne til at søge forandringens vej, har gjort hans sange til noget betydningsfuldt for de fleste generationer”, siger musikforlæggernes bestyrelsesleder, Ole Dreyer, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Han debuterede i 1971, da jeg var 9 år gammel, og allerede hans andet album ’Den Store Flugt’ er et monumentalt mesterværk, som de fleste har hørt sange fra i deres liv. Sange derfra som Når Lyset Bryder Frem, Rose og Hvis Du Tror Du Er Noget er en del af den danske sangskat. Jeg ser frem til at hylde Sebastian og hans sangskrivning, der heldigvis er i fuld vigør, på den særlige måde, vi gør det på til Carl prisen 2024. Stort tillykke til Sebastian”.

Med prisen følger en check på 50.000 kroner, som Sebastian, traditionen tro, giver videre til et nyt spirende sangskrivningstalent. Hvem, han vælger at give pengene videre til, offentliggøres til selve prisfesten den 30. april.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sebastian kommer til Sønderborg Teater den 27. september, hvor man kan høre ham solo i med ‘Trubadurens Aftenshow’.