Jan Hertz: Jeg forberedte mig omhyggeligt til samtalen med Morten Grunwald

Arkivfoto
Arkivfoto
5. december 2016 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Søndag sad Morten Grunwald og Jan Hertz på den lille scene, som Hotel Comwell havde sat op til Brecklings 20. Bogcafé.

Søndagens program var, at Jan Hertz skulle have en samtale med Morten Grunwald, så de godt 150 bogcafé-gæster blev klogere på mennesket Morten Grunwald og allerede i introen gik Jan Hertz rundt mellem bordene og samlede nogle spørgsmål fra gæsterne og dem bragte han videre til den folkekære skuespiller.

“Dengang der blev skrevet en bog om mig, da valgte jeg Samuel Rachlin til at skrive den. Ham kender jeg og ham er jeg tryg ved. Sådan er det også med Jan Hertz”, sagde Morten Grunwald.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det betyder ikke, at alting bare kører, som det skal, blot fordi Jan Hertz sidder på stolen ved siden af Morten Grunwald. Jan Hertz forklarer, at det handler om hele tiden at have en fornemmelse af, hvad publikum har lyst til at høre. Hele tiden kigge ned i lokalet og notere sig, om der bliver lyttet.

“Og der blev virkeligt lyttet”, siger Jan Hertz til SønderborgNYT.

Grundigt tilløb

“Jeg kender Morten Grunwald rigtigt godt og alligevel forbereder jeg mig grundigt, så der kommer en rød tråd gennem samtalen. Målet er jo, at publikum skal blive lidt klogere på Morten Grunwald”, siger Jan Hertz til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der blev lagt fra land med Olsenbandenfilmene og så blev det afsløret, at når Erik Balling gav skuespillerne et manuskript i hånden, så stod der præcis, hvad de skulle.

“Og jeg fik guidet Morten Grunwald til at fortælle, om dengang Poul Bundgaard foreslog en lille ændring”, siger Jan Hertz.

“Erik Balling sagde til Poul Bundgaard, at ændringen muligvis kunne bruges. Men i en anden film”, svarede Morten Grunwald.

“Jeg synes, det blev en supergod bogcafé, hvor der blev fortalt om film, teaterroller og også Morten Grunwalds fantastiske år som direktør, hvor det blandt meget andet lykkedes han at få sat liv i Østre Gasværk”, siger Jan Hertz.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og det betyder i det store hele, at selvom Morten Grunwald havde hovedrollen, så skal der laves en masse forberedelse af den, der har rollen som “udspørger”. Hvis ikke forarbejdet er lavet, så går samtalen i stå.