Bombefrygt i Sønderborg i nat – 44-årig truede med bombe og maskinpistol

26. juli 2016 112 Skrevet af: Michael Kjær

Et drama udspillede sig i nat på Kærvej i Sønderborg, hvor skræmte og nervøse naboer slog alarm til politiet, da en 44-årig dansk mand løb rundt mellem boligerne og truede med et gevær og en kniv.

”Vi fik anmeldelse klokken 02:18 og vi rykkede ud med vores reaktionspatrulje som er særlig trænet til at håndtere disse situationer. Da vi ankommer til stedet truer manden også med at være i besiddelse af en bombe og en maskinpistol”, fortæller vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Manden, der havde truet områdets beboere, valgte herefter at lukke sig ind i sin lejlighed, som politiet hurtigt fik omringet. Herefter valgte politiet at trænge ind i lejligheden med en rambuk, hvor de overmandede manden og samtidig foretog en ransagning:

”Vi fandt heldigvis ikke noget i lejligheden, der pegede på, at manden var i besiddelse af en bombe eller maskinpistol, så vi tog ham med til politistationen”.

Politiet valgte at sætte det store beredskab i gang og var i det hele taget på mærkerne ved nattens aktion:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi sendte fire patruljer til Kærvej og det er klart at vi er oppe på dupperne, med tanke på sommerens terrorsager i udlandet”, siger vagtchefen til SønderborgNYT.

Politiet oplyser til SønderborgNYT, at manden tilsyneladende er psykisk syg og påvirket af spiritus og medicin.

Sagen nu er overgivet til Lokalpolitiet i Sønderborg, som senere på dagen vil afhøre manden for at finde ud af hans motiv og samtidig se på de efterfølgende juridiske skridt.