En række personer og foreninger var nomineret til at modtage en pris ved årets fejring af de mange idrætsudøvere og andre kulturpersoner – og ikke mindst en fejring af de mange frivillige, der yder en kæmpe indsats, så andre kan folde sig ud i deres sport eller interesse.
“Uden ledelse, bestyrelse, trænere og mange andre, så ville intet virke”, sagde borgmester Erik Lauritzen og fortsætter:
“Danmark er et foreningsland og her i Sønderborg er vi godt med. Vi har cirka 300 foreninger, så der er mange frivillige, der yder en virkelig stor indsats”, siger han.
Aftenens første pris
Den første pris er en helt ny, som gives af Lokalavisen i samarbejde med Sønderborg TalentAkademi.
“Prisen går til Nikolaj Holm Krisensen fra hc Sønderborg”, siger Erik Lauritzen, der får praktisk hjælp med præmieoverrækkelsen af Axel Nilsen fra Lokalavisen.
“Jeg vil bruge prisen, som er et år på TalentAkademiet, så jeg kan udvikle mig endnu mere som håndboldspiller. Mit mål er at løbe på banen for Sønderjyske i en ligakamp”, siger den glade vinder.
Ny aktivitet for børn og forældre
Spejderne i Nordborg, Augustenborg, Sønderborg og Høruphav fik prisen for den bedste nye aktivitet, hvor de laver spejderaktiviter for små børn og deres forældre. En idé, der har vist sig at være en succes.
Konferencier Martin Skovmand spurgte vinderne, hvordan de kom på ideen med spejder for børn og forældre:
“Det var let nok. Vi så de havde det i Køge og det virkede for dem og så prøvede vi også her. Og her virker det også”, siger spejderne.
“Vi vil meget gerne have små børn med hos os, fordi de gladeligt tager de ting, vi viser og lærer dem til sig”.
Årets forening
Årets forening blev helt velfortjent Det Lille Teater i Gråsten, der aldersmæssigt spænder virkeligt bredt.
“Når vi har succes i Det Lille Teater, så handler det om, at når man er i teatret, så er man tæt på det, der sker. Det er man ikke, når man henter en film på Netflix. Og det, at det går godt, de får folk til at komme strømmende”, siger en af prisvinderne.
Får andre til at kæmpe
Som træner er opgaven at få andre til at give sig helt og fuldt i en sportsgren og fordi Niels Ole Rasmussen fra Dybbøl Badminton kan kunsten at gøre spillere bedre, så er han udvalgt til at få prisen som årets træner.
“Jeg gør meget for, at det er sjovt for de unge at spille badminton og det er da muligt, der ikke lige nu er superstjerner som Peter Gade. Men der er talenter på vej”, siger Niels Ole Rasmussen.
“Selvfølgelig handler det om, at talentfulde spillere skal blive endnu bedre. Men det handler lige så meget om, at alle andre også får gode oplevelser, når de spiller badminton”, siger prisvinderen.
Talent der høres
Charlotte Søholm Gillesberg har et talent, der virkelig kan høres og som også bliver det, når hun kommer marcherende i kilt og spiller på sin sækkepibe i Sønderborg Pipes and Drums.
“Jeg hørte sækkepibe første gang til ringridning i Augustenborg og syntes, det var helt fantastisk. Ja, og så meldte jeg mig ind og øver mig rigtigt meget”, siger Charlotte Søholm Gillesberg, der bestemt har ambitioner:
“Jeg vil være den bedste kvindelige sækkepibespiller i verden”, sige hun.
Løfter en klub ud af glemslen
De seneste år er der for alvor kommet liv i Sønderborg Tennisklub, der ellers havde ligget ubemærket hen i flere år.
“Nu er det en klub med masser af liv og masser af aktivitet. Vi har haft fire år med vækst. Måske fordi vi har arbejdet sammen med andre klubber i området”, siger årets ildsjæl, Peder Helmuth Hansen.
Læs mere om Fritidsfesten HER