5. klasse-elev var med far på arbejde på EUC Syd

Anna Rosa Hjulmand Mejsner Jensen med far på job. Foto: Ole Kæhler
Anna Rosa Hjulmand Mejsner Jensen med far på job. Foto: Ole Kæhler
21. juni 2024 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag og torsdag var Anna Rosa Hjulmand Mejsner Jensen ikke sammen med de andre i 5. klasse på Hørup Centralskole.

“Jeg tog med far på arbejde, fordi han spurgte, om jeg ville med ham ind på EUC Syd og lave noget med en 3D-printer. Det ville jeg gerne og i næste uge skal jeg lave en præsentation fra dagene her for mine klassekammerater, så de hører, hvad jeg laver – og der skal jeg have min far med i skole og fortælle lidt om EUC Syd og om 3D-print”, siger Anna Rosa Hjulmand Mejsner Jensen. Hendes far er ansat på EUC Syd i Sønderborg, hvor han blandt andet underviser i 3D-print.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hendes far – Ivan Hjulmand Mejsner Jensen – fortæller til SønderborgNYT, at hans datter er meget kreativ.

“Og så tænkte jeg, at der kunne lægges mere på, hvis hun fulgte det AMU-kursus, som vi lige nu kører på EUC Syd. Hun lærer det samme som kursisterne, men skal selvfølgelig ikke til prøve”, siger han og fortæller, at kurserne er ret eftertragtede.

“Vi får mange kursister fra lokalområdet, men der kommer også folk fra Nordjylland og hovedstaden. Vi er ene om at tilbyde kurserne og holdene bliver altid fyldt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kursisterne – og også Anna Rosa Hjulmand Mejsner Jensen – lærer at udvikle et print, som kan bruges til noget og de lærer det på professionelt værktøj.

“Jeg synes, at det mest spændende er at arbejde på computeren, hvor vi designer de modeller, som vi vil printe”, siger Anna Rosa Hjulmand Mejsner Jensen.

Hendes far synes, det er sjovt at have hende med på holdet.

“Og det er jo vigtigt, vi allesammen lærer, at 3D-print kan utroligt meget. Man kan designe sine egne produkter og man kan også lave nogle beslag, der skal bruges til en hylde”, siger Ivan Hjulmand Mejsner Jensen.

27. juni 2024 Sport, Sønderborg

SG Flensburg Handewitt spiller showkamp mod SønderjyskE

27. juni 2024 Sport

Kom og fest med i Sydjysk Sparekasse Skansen den 2. august. Teltet og fanområde åbner kl. 17.15 med livemusik – og omkring fanområdet sælges der mad og drikkevarer, ligesom der er konkurrencer og en lang række aktiviteter for både børn og voksne. For godt en måned siden kunne SG Flensburg Handewitt, hæve pokalen som vinder […]

Læs mere...