240 statsskoleelever fik det endelige bevis på to eller tre års hårdt slid

Huekast i Stasskolehallen. Foto: Statsskolen
Huekast i Stasskolehallen. Foto: Statsskolen
29. juni 2024 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Solen var med de cirka 240 studenter og deres familier, da der var dimission for Sønderborg Statsskoles STX- og HF-elever i går, fredag. Omkring 1200 mennesker var samlet i Statsskolehallen på Ringriderpladsen, hvor skolen for anden gang kunne holde dimission.

Efter det festlige indtog, hvor studenterne parvis gik op igennem midtergangen til musik og klapsalver, blev der lagt ud med fællessangen, De smukke unge mennesker af Kim Larsen. Den fik, som altid, én enkelt eller to til at knibe en tåre ved synet af de mange glade studenter, som sad forventningsfulde foran scenen, skriver Statsskolen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rektor Ole Kamp Hansen lagde i sin tale til dimittenderne vægt på begrebet tillid, hvor heldige vi er ved at leve i et samfund med en høj grad af tillid, hvordan vi holder denne ved lige, og hvordan vi alle er ansvarlige for at vise hinanden tillid. Ole Kamp Hansen viste også i talen, hvordan vi gennem elevernes uddannelse netop forsøger at vise tillid til eleverne ved at udfordre dem og udvikle dem til at tage ansvar for sig selv, hinanden og samfundet.

Caroline O. Hansen havde æren af at holde årets studentertale. I den flotte og personlige tale kom hun ind på, hvordan det var at starte på Statsskolen, hvordan man lynhurtigt blev en del af det store fællesskab og hvordan man udvikler sig fagligt, personligt og socialt i løbet af sin tid på skolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Herefter var det tid til overrækning af eksamensbeviserne, hvor de stolte forældre og familiemedlemmer kunne se de unge modtage det endelige bevis på to eller tre års hårdt slid.

Den musikalske underholdning stod en række af Statsskolens egne dygtige elever fra 2.g-musikklassen for. I løbet af programmet spillede de tre meget forskellige, forrygende numre for studenterne og de mange tilskuere.

Herefter var det tid til legatoverrækkelsen. Mads Mølgaard Axelsen fik overrakt Huelegatet fra C.L. Seifert A/S. Legatet på 5.000 kroner, der uddeles til en dygtig og engageret elev, som også er en god kammerat.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det andet legat, Sydbanks rejselegat på 10.000 kroner, gik til Laura Homgaard Jordt. Legatet tildeles en dygtig elev, der har udvist interesse og entusiasme i undervisningen.

Efter dette fulgte det øjeblik, som mange havde ventet på: Det obligatoriske huekast, hvor de mange hvide huer steg til vejrs i Statsskolehallen!

Eftermiddagen blev afsluttet med en sidste fællessang, Danmark nu blunder den lyse nat, hvorefter turen gik mod Statsskolen, hvor de traditionelle studenterfotos foran skolens hovedbygning blev taget, mens forældre, venner og familie fik lidt køligt at drikke.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter en herlig dag for alle studenter og forældre, var det tid til at tage endelig afsked med dimittenderne fra årgang 2024.

Heldigvis har rigtig mange unge igen valgt Statsskolen til næste skoleår, så der også fremover kan uddannes masser af dygtige studenter på Sønderborg Statsskole.